Sofakartoflens tilbagevendende træningsrutine

Sofakartoflens tilbagevendende træningsrutine

Jeg har igennem de seneste 10 år givet mig i kast med alverdens træningstyper – alle med større eller mindre succes og vedholdenhed.

I perioder har jeg været at finde i Fitness World på Stram Op-holdene fire gange om ugen, jeg har været fast gæst hos i hot yoga-studier og senest gået til reformertræning i Energii (dyrt men godt). I de allerstørste dele af tiden har jeg dog været medlem af diverse centre eller studier og dukket op med dårlig samvittighed og slappe arme en gang hver anden måned.

Det er i løbet af alle disse ubrugte medlemskaber gået op for mig, at jeg simpelthen er for svær at trække op af sofaen, når først jeg har plantet mig, eller er kommet til at lave hyggelige planer indholdende bland selv-slik eller tømmermænd. Derfor prøver jeg i stedet at udnytte tiden derhjemme, rulle en yogamåtte ud og få sved på panden uden at skulle bevæge sig ud af sine rare stue.

På YouTube findes ganske gratis tusindvis af træningsvideoer, og at finde videoer man kan holde ud at se på kan i sig selv være svedfremkaldende, når man prøver at undgå irriterende instruktører og væmmelig musik.

Ja, det er håndvægte på 1,5 kg på billedet (…)

Mine favoritter

Min ultimative favorit på YouTube er Yoga with Adriene, som jeg ikke tøver med at anbefale til alle, der udtrykker bare den mindste interesse for at prøve noget med stræk og lidt zen i deres liv. Særligt 30 days of Yoga giver en fantastisk introduktion til yoga, hvis man ikke er vant til at begå sig med den slags træning, da der er fokus på forskellige øvelser leveret på letforståelig og meget lav grad af røgelse og gong-gong lyde.

Af mine træningsvaner (eller mangel på samme) er yoga den træningsform, jeg altid er vendt tilbage til, og Yoga with Adriene er en super måde at skabe et lille yogastudie, hvorend man befinder sig.

I den anden ende af skalaen med lidt mere energi og ømme muskler de efterfølgende dage, findes Blogilates, der kombinerer klassiske pilatesdyder med benhårde øvelser. På YouTube-kanalen kan browses mellem diverse højintensitetsvideoer, og det kan ligeledes anbefales at besøge Blogilates’ hjemmeside, hvor man – efter at have subscribet til nyhedsbrevet – kan gemme tilpassede træningskalendre for hver enkelt måned.

Det tog kun halvandet år

Det tog kun halvandet år

Jeg købte domænet til denne side for lidt over halvandet år siden. Den dag i marts var jeg klar til at skrive derudaf og udgive indlæg efter indlæg. Men noget har holdt mig tilbage – udover en masse gode ting såsom at bruge al min tid med Netflix og søde kaffedrikkende veninder. Tanken om at lægge sig selv ud på Internettet er i sig selv skræmmende… Og har jeg mon overhovedet noget, der er tilnærmelsesvis spændende nok at dele?!

Men siden er oprettet, og de gode intentioner er gang på gang returneret, og NU sker det altså; anedammen er åben, og jeg glæder mig til at bruge pladsen her til at dele tanker og knudrede hjernespind – i første omgang for min egen skyld.

Hvis frekvensen af indlæg herefter blot kommer med mindre end tolv måneders mellemrum, må det i sig selv være en succes.